Debatindlæg i Weekendavisen den 25. oktober 2019

Dette debatindlæg blev publiceret i en forkortet udgave i Weekendavisen den 25. oktober 2019. Indlægget er et svar på en for os at se meget problematisk kronik i samme avis to uger forinden.

Når det transfobiske tog tager til i fart

Virkeligheden om regnbueorganisationerne må være slemt skuffende, når man som Kåre Fog i WA #41 ”Når Transtoget er Kørt”, leder efter konspirationer og sammensværgelser mod børn og unge. I Fogs kronik præsenteres læseren for en nærmest dystopisk fortælling om, hvordan unge piger bliver presset af venindegruppen til at erklære sig som transperson for at undgå eksklusion, og at de online bliver rådgivet til hvordan de skal true deres forældre og behandlere med selvmord, for at få adgang til medicinsk transition i form af hormoner og/eller operationer. En medicinsk transition som disse personer, ifølge Kåre Fog, senere fortryder, men ikke kan stoppe da ”toget er kørt”. Og grelt ville det da også være, hvis det var sådan tingene forholdt sig. Men for majoriteten af danske transpersoner og forskningen på området, kan hverken påstanden om forskruede forældre, der slæber deres stakkels børn med til krænkende udredninger, eller presses af veninderne til for at få foretaget kønsmodificerende kirurgi, dokumenteres eller genkendes. Der er overhovedet intet forskningsmæssigt grundlag for at drage en sådan konklusion. Disse udokumenterede påstande må derfor betegnes som et godt eksempel på de transfobiske forestillinger, der hersker i dele af det danske samfund, og som er med til at underkende unge og voksne transpersoners evne til selv at italesætte deres behov i forhold til social, juridisk og medicinsk transition.

Ud over det, der må kategoriseres som Kåre Fogs egne holdninger til emnet, bringer kronikken et forsvar for trans-forsker Kenneth Zucker, som blev kendt for sine nu meget omdiskuterede behandlinger af transpersoner. Studier udført af Zucker i 1995, konkluderer at 80% af de børn og unge, der udredes som transpersoner vil ende med at fortryde det senere. Dette er en af de mest sejlivede og direkte skadelige myter om transkønnede børn, som Kåre Fog her bringer frem igen. Dykker man lidt ned i Zuckers studie, står det klart at han ikke har belæg for at foretage den konklusion. Faktisk var hele rammen for Zuckers forskning yderst problematisk. Forsøgspersonerne blev alene udvalgt på baggrund af det, der af forskningsteamet blev vurderet til at være kønsafvigende adfærd, eller fordi de havde kønsstereotypiske interesser fra det binært modsatte køn. Det kunne være drenge, der legede med dukker, eller piger, der spillede fodbold. Det viste sig at mange af børnene ikke kunne genkende billedet af sig selv som transpersoner. Det var altså klinikken, og IKKE børnene selv, der startede med at betegne dem som transpersoner, for derefter at konkludere at børnene havde fortrudt. Denne forskning kan derfor ikke betragtes som værende i stand til at konkludere noget som helst om børnenes kønsidentitet, men behandlingen af børnene siger til gengæld en hel del om klinikkens krænkende, invaliderende, usaglige og ikke mindst uetiske metoder. Grundet omfattende kritik fra sundhedsfaglige eksperter blev klinikken derfor lukket.

Derfor synes vi i FSTB og LGBT Danmark, der ifølge Kåre Fog må betegnes en del af den aktive ”translobby,” at det er på høje tid, at vi lægger gammel og problematisk forskning til side, og begynder at forholde os børn og unge transpersoners ret til anerkendelse og værdig behandling i det danske behandlingssystem – såvel som i resten af samfundet og på baggrund af nyere forskning. Og vi er ikke nået i mål, før alle personer, der gør sig tanker om deres kønsidentitet, bliver behandlet som ligeværdige borgere i vores samfund – uafhængigt af om den enkelte person ønsker at gennemgå medicinsk transition, få juridisk kønsskifte eller oplever at disse ændringer ikke er definerende for deres kønsidentitet. Derfor ser vi det også som en positiv udvikling, at de sociale medier skaber muligheder for gennem online fællesskaber og selvskabende narrativer at udfordre normalitetsbegrebet og dermed bane vej for større diversitet. Man kan spørge sig selv om der findes noget større gruppepres end tidligere tiders pres for at leve op til samfundsnormen?

Heldigvis bliver den vestlige verdens sundhedssystemer gradvist mere sikre for transpersoner. Den bedagede tilgang med at undersøge kønsafvigende adfærd på baggrund af forestillinger om psykisk sygdom og ustabilitet, er flere steder blevet erstattet med en tilgang, der i højere grad tager udgangspunkt i det enkelte menneskes egen oplevelse af identitet og køn. Herhjemme afspejles dette i sundhedsstyrelsens opdaterede vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold fra 2018. Men også her mener vi i FSBT og LGBT Danmark er der er plads til forbedringer i forhold til behandlingstilbuddet til både binære og non-binære børn, unge og voksne transpersoner. Blandt andet at transpersoner som den eneste patientgruppe i Danmark ikke er omfattet af en behandlingsgaranti, men lige nu må vente i årevis på kønsbekræftende operationer.

Et nyligt studie af J. R. Rae et al. fra 2019 har vist at den bedste indikator for at forudsige en persons kønsidentitet senere hen i livet, er at lytte til hvordan det italesætter sig selv som barn eller ung. En fingerregel, som vi også mener bør gøre sig gældende, når voksne transpersoner åbner op og begynder at fortælle familie, venner og arbejdsplads om deres kønsidentitet.

Det betyder ikke at man konstant behøver at spørge sit barn hvordan det identificerer sig nu. Ifølge studiet betyder det, at når et barn giver udtryk for at det ikke ser sig selv som den dreng eller pige, som forældrene ellers troede de fik ved fødslen, så kan man trygt tage barnet alvorligt. Faktisk viser nye studier at børn der støttes i deres identificerede kønsidentitet, har et sammenligneligt psykisk helbred med deres ikke-transkønnede jævnaldrende. De der ikke støttes, oplever derimod en højere grad af angst, depression og de selvmordstanker som Kåre Fog selv nævner. Dette er veldokumenteret i adskillige studier af blandt andet Durwood et al. fra 2017, Simons et al. fra 2013 og Ryan et al. fra 2010. Dog påviser flere studier, blandt andet af C. M. Wiepjes et al. fra 2018, at kun 0,3-0,6% af de, der efter endt udredning gennemfører en medicinsk transition, ender med at fortryde. Flere af dem angiver manglende social accept eller frygt for at blive udstødt af familien som årsag og altså ikke en fortrydelse over at være transpersoner. I et studie fra 2015 finder Bauer et al. at social transition, kønsmodificerende behandlinger og nye identifikationspapirer nedsætter risikoen for selvmordsforsøg betydeligt. Dog ikke hvis man færdes i et transfobisk miljø eller mødes med nedværdigende behandling eller omtale. Omtale som den Kåre Fog fremfører i sin kronik og således gør sig selv til en del af problemet.

Hvis Kåre Fog mener behandlingen af transpersoner er et tog, hvor så mange personer skal på som muligt, så mener vi at det er et tog, der kører meget langsomt, stopper ved mange stationer og som kan have endestation mange steder undervejs – også steder, hvor transpersonerne selv ikke ønsker at stå af. Toget kører så langsomt, at Amnesty International tidligere har påpeget at den langsommelige udredning og den vanskelige adgang til behandling for transpersoner i det danske sundhedssystem må betragtes som stridende mod menneskerettighederne.

Med andre ord mener vi i FSTB og LGBT Danmark, at risikoen for angst, depression og selvmordstanker og -forsøg, bør ses som en meget reel problematik og udfordring som transpersoner og vi som samfund står overfor. Den væsentlige forskel her er selvfølgelig at vi mener, at disse udfordringer i meget lille grad opstår i forlængelse af gruppepres, påtvungne og fortrudte operationer og/eller hormonbehandling, som Kåre Fog peger på, og i høj grad som følge de strukturer der eksisterer omkring transpersoner. Strukturer, der bygger på folks personlige ”synes”-ninger, mistro og transfobi, samt den underkendelse og udstilling transpersoner oplever, i et samfund hvor nogen personer føler sig berettiget til frit at dele deres uforbeholdne meninger om transpersoners liv og virke.

Transaktivisme for os handler om at tale for transpersoners rettigheder, samt at sikre behandlingen for de, der ikke identificerer sig med det køn de blev tildelt ved fødslen, uafhængigt af om disse personer måtte være binære eller non-binære transpersoner. Det gør vi bedst ved at lytte til dem det handler om, omfavne de små forandringer der skal til i hverdagen, for at rumme disse personer og ved at tage ny forskning på området seriøst.

Helge Sune Nymand, næstforperson og Louise Kristine Vigsnæs, PhD og bestyrelsesmedlem i FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn.

Alex L. Delamare, projektleder, og Susanne Branner Jespersen, generalsekretær, LGBT Danmark